Bæredygtig udnyttelse af Jordens ressourcer gavner miljøet og reducerer mængden af råstoffer, der skal brydes ved minedrift. Der er dog stadig store råstoftab i det cirkulære materialekredsløb. Det skyldes både manglende viden om, hvilke materialer der er i de varer, vi kasserer, og manglende teknologiske løsninger til at udvinde dem.
Udbygning af den cirkulære økonomi kræver viden og kompetencer om samfundets og virksomhedernes materialestrømme, og det har Videncenter for mineralske råstoffer og materialer (MiMa).
MiMa arbejder med
Analyser af materialestrømme
Affaldets vej fra indsamling til genanvendelse er lang – og fortaber sig ofte i det uvisse, når affaldsstrømmene går ud af landet. MiMa kortlægger derfor, hvad der sker med affaldet, og undersøger, hvor godt det bliver genanvendt.
Karakterisering af materialer
For at kunne vurdere, om og hvordan råstofferne i affaldet kan udnyttes, er det nødvendigt at karakterisere affaldets sammensætning og mængden af råstoffer. MiMa har adgang til laboratoriefaciliteter til kemisk og mineralogisk karakterisering (bl.a. XRD, EDS og SEM) og til råstofgeologers specialviden om materialer.
Undersøgelser af markeder
MiMa foretager markedsundersøgelser for at identificere muligheder og begrænsninger for en værdifuld genanvendelse af råstofferne og for at sikre, at råstofferne ikke nedgraderes.
Urban exploration
MiMa sætter de antropogene ressourcer under lup og undersøger, om der er mulighed for at øge værdien af genanvendelse endnu mere – en aktivitet, der også kendes under betegnelsen urban exploration.
Seneste udgivelser
Forstå cirkulær økonomi
Den cirkulære økonomi og dens lækager. Modificeret efter figur fra Europa-Kommissionen.
Råstofferne i affaldet
Antropogene ressourcer
Råstofferne i de menneskeskabte affaldsstrømme kaldes også for antropogene ressourcer. I Danmark produceres der hvert år flere millioner ton antropogene ressourcer. En betydelig del af dem bliver udnyttet ved hjælp af kildesortering. Der er dog et stort uudnyttet potentiale, da der er meget lidt viden om den kemiske sammensætning af disse råstoffer. Tilsvarende er der meget lidt viden om ressourcepotentialet i gamle lossepladser/deponier.
Det mineralske affald
Nogle affaldstyper er særligt udfordrende at genanvende, fordi de har en meget heterogen kemisk sammensætning og ofte består af komponenter i mange forskellige størrelser blandet sammen – fra mikroskopiske støvkorn til store murbrokker og klumper. Konkrete eksempler på disse affaldstyper er slagger og aske fra forbrænding af affald, slam fra spildevandsbehandling, støv fra industrien og fejning af veje, byggeaffald, overskudsjord og forurenet jord.
Udfordringen består i at få metaller og mineraler genanvendt, så de forbliver i et cirkulært materialekredsløb og ikke nedgraderes til f.eks. fyldstoffer og jordlag.
Urban mining
Udvinding af råstofferne i samfundets affald omtales ofte som 'urban mining'. Der er mange ligheder mellem urban mining og minedrift. Blandt andet er det nødvendigt først at bestemme:
- indholdet af råstoffer, der kan brydes
- hvordan man kan få dem ud
- hvor meget der er
- hvad det koster
Effektiv urban mining er vanskeligt på grund af materialernes komplekse sammensætning - det er derfor typisk nemmere at udvinde råstofferne ved almindelig minedrift. Med et voksende fokus på genanvendelse og cirkulær økonomi er urban mining et område, hvor nye løsninger og teknologier vil vokse de kommende år.