Hvad er D-MIC?

D-MIC, Danish Mineral Intelligence Centre, er oprettet i 2025 som en efterfølger til MiMa (Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer), der blev etableret i 2013 under De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) for at opbygge viden om råstoffernes forsyning og betydning for samfundet med henblik på at bidrage til løsninger på fremtidens råstofudfordringer både i Danmark og globalt.

D-MIC’s formål er at monitere og analysere råstofforsyning og efterspørgsel, for at der kan opnås en sikker og bæredygtig forsyning af mineralske råstoffer. Centeret opbygger viden om de komplekse sammenhænge, der udgør værdikæderne for de enkelte råstoffer - fra efterforskning og udvinding til forarbejdning og produktion af halvfabrikata og varer til forbrug og eventuelt genanvendelse.

D-MIC analyserer blandt andet, om samfundet og virksomheder kan blive berørt af flaskehalse i de mineralske ressourcers forsyningskæder, og i hvilket omfang dette vil påvirke økonomien. Centeret undersøger globale og nationale råstofstrømme, udarbejder prognoser for fremtidig råstofbrug og moniterer pris- og handelsudvikling for råstoffer.

Desuden studerer D-MIC muligheden for øget bæredygtighed i råstofforsyning, herunder vurderinger af råstofpotentialet i affaldsstrømme og udfordringer knyttet til øget genanvendelse, kortlægning af ansvarlig råstofproduktion og udvikling af sporbarhedsmetodikker i de komplekse forsyningskæder.

Endelig bidrager D-MIC til den danske implementering af den europæiske forordning om kritiske råstoffer (Critical Raw Materials Act, CRM Act) og indgår i underarbejdsgrupperne for efterforskning samt overvågning af forsyningskæderne under bestyrelsesenheden European Critical Raw Materials Board.

Samarbejd med D-MIC

D-MIC’s arbejde tager afsæt i GEUS’ forskningsbaserede viden og kapacitet på råstofområdet, og centeret er en del af GEUS’ Afdeling for Kortlægning og Mineralske Råstoffer, hvilket giver betydelige synergieffekter i opgaveløsningen. D-MIC udarbejder egne analyser og forskning og yder desuden målrettet information og vejledning til både myndigheder og private interessenter. Derudover indgår D-MIC i forskningssamarbejder og deltager i formidlings- og undervisningsaktiviteter omhandlende råstoftemaer.

D-MIC’s medarbejdere har en bred baggrund inden for geovidenskab, materialestrømsanalyse og ingeniørvidenskab, og det er centralt for en holistisk forståelse af forsyningskædernes kompleksitet.
Centeret arbejder med mange typer af interessenter. Eksempelvis har D-MIC og tidligere MiMa indgået i projekter med myndigheder og styrelser, virksomheder og brancheorganisationer samt danske og internationale forskningsinstitutioner.
Du er velkommen til at kontakte os.

Jakob Kløve Keiding
Centerleder

Telefon: 91 33 34 34
E-mail: jkk@geus.dk

Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa, GEUS), foto af Jakob Kløve Keiding

D-MICs fokusområder

Grøn omstilling, vindmøller

Grøn omstilling

Omstillingen af energiproduktionen fra kul, olie og naturgas til grønne teknologier går hurtigt i disse år. I Danmark udgør den grønne energiproduktion mere end 45 procent af den samlede energiproduktion. Men den grønne omstilling forudsætter, at der er råstoffer nok til at fremstille alle vindmøllerne, solcellerne, elbilerne, varmepumperne, batterierne osv. – og til en pris, markedet kan betale. Nogle af disse nøgleråstoffer er vurderet som kritiske af EU, og kun en meget lille del kan fremskaffes fra de cirkulære materialekredsløb.

Forsyningssikkerhed, containerskibe

Forsyningssikkerhed

Råstofferne og de materialer, der fremstilles med dem, spiller en fundamental rolle for vores samfund. Broer og bygninger, veje og vindmøller, tv og telefoner. Stort set alt, hvad vi omgiver os med, stammer fra forarbejdede mineralske råstoffer. Men vores forbrug forudsætter, at forsyningssikkerheden er på plads, og at den følger med, når vores samfundsbehov ændrer sig.

cirkulære økonomi, sortering af metal

Cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi, genanvendelse og grøn omstilling handler om, hvordan samfundet mere effektivt kan anvende råstofferne til at skabe en større værdi for samfund og miljø. Disse er centrale emner, som myndigheder, virksomheder og investorer må forholde sig til – ikke bare nationalt, men også internationalt.

GEUS logo

D-MIC – en del af GEUS

D-MIC er en del af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), som er en selvstændig og uafhængig forsknings- og rådgivningsinstitution i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
GEUS er geologisk datacenter og udfører undersøgelser, forskning, rådgivning og kortlægning.