Tilstrækkelige forsyninger af råstoffer til dansk industri er ikke en selvfølgelighed

Mange danske industrivirksomheder er sårbare, hvis forsyningerne af råstoffer fra fx niobiumminerne i Brasilien, kromminerne i Sydafrika eller minerne med sjældne jordartsmetaller i Kina svigter. Problemets omfang er ukendt på grund statistiske mangler.

Sådan lyder en af konklusionerne på en ny undersøgelse fra Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa). MiMa har undersøgt dansk industris forbrug af mineralske råstoffer for at vurdere, hvad det vil betyde for samfundsøkonomien, hvis industrien en dag ikke kan skaffe de nødvendige råstoffer.

Stigende befolkningstal øger presset på verdens råstofressourcer
Befolkningstallet i verden stiger, og en hurtigt voksende middelklasse i Asien og Afrika efterspørger i dag de samme forbrugsgoder, som befolkningerne i Vesten i årtier har taget for givet. Det medfører øget efterspørgsel på mineralske råstoffer. Samtidig bruger industrien et stigende antal nye materialer og metallegeringer – blandt andet til CO2-neutrale teknologier – og det øger efterspørgslen på og konkurrencen om adgangen til specielle metaller. Derfor er både internationale organisationer, nationale myndigheder og virksomheder begyndt at undersøge industriens råstofforbrug for at vurdere råstoffernes samfundsøkonomiske betydning og risikoen for, at der kan opstå svigt i forsyningen af visse råstoffer. Med en sådan viden kan der formuleres politiker med henblik på at afværge uhensigtsmæssige følger deraf.

For danske såvel som udenlandske virksomheder gælder, at de mineralske råstoffer, de anvender, kommer fra flere hundrede miner fordelt over det meste af verden. Men inden råstofferne når frem til virksomhederne, er mineralerne først blevet forarbejdet til råstoffer med netop de egenskaber, industrien har brug i deres produktion: fx er jernmalm blevet forarbejdet til stål, kobbermalm til messing og titan til hvid maling osv.

Virksomheder er ikke opmærksomme på risikoen for forsyningssvigt
Kun få danske industrivirksomheder er opmærksomme på de forsyningsrisici, der er knyttet til deres forbrug af råstoffer. MiMa’s undersøgelse peger på, at jern, aluminium og nikkel har størst økonomisk betydning for industrien, når det drejer sig om indkøb og omsætning af mineralske råstoffer, mens legeringsmetaller til stål og sjældne jordartsmetaller er råstoffer, som bør følges nøje. Undersøgelsen viser også, at de statistiske data er utilstrækkelige til at kortlægge problemets omfang. Det faktiske omfang af Danmarks sårbarhed i tilfælde af en råstofforsyningskrise kan dog ikke kortlægges med de data, der er til rådighed i dag.

Råvarerne har stor betydning for beskæftigelse og eksport
Hvert år indkøber dansk industri for ca. 32 mia. kr. af mineralske råvarer, som bruges til fremstilling af fx termostater, vinduer og vindmøller for blot at nævne nogle få. En stor del af disse varer bidrager både med arbejdspladser og eksportindtægter. MiMa’s analyse viser, at den afledte effekt af de mineralske råvarer giver et bidrag svarende til omkring 57.000 fuldtidsansatte og eksportindtægter på 42 mia. kr. om året.

Det fremgår, at industrien først og fremmest køber jern (15,4 mia. kr.), aluminium (4,8 mia.kr), nikkel (3,9 mia. kr.) og kobber (1,4 mia. kr.), og at hovedparten af disse råvarer indkøbes i form af halvfabrikata, fx forskellige typer af stål. To industribrancher – metalindustrien og metalvareindustrien – står for langt det største indkøb. Det er fx virksomheder, der producerer avancerede stålkonstruktioner til vindmøller og platforme til olieudvinding eller udstyr til vandforsyning og spildevandshåndtering.

Ser man derimod på råvarernes betydning for beskæftigelse og eksport, målt i forhold til hver krone der er købt råvarer for, fremgår det, at især bor, kobber, titan og fosfor bidrager til eksportindtægterne, mens svovl og kalium giver et stort bidrag til beskæftigelsen.

Råstoffernes vej til Danmark er betinget af velsmurte globale forsyningskæder
Råstoffernes forsyningskæder fra minedrift til de forarbejdede råvarer, som danske virksomheder køber, er meget komplekse. I et forsimplet eksempel kan man forestille sig, at en rustfri stålplade, som købes af en dansk virksomhed, er fremstillet på et stålværk i Tyskland, og dette stålværk måske har indkøbt jernmalm fra Australien, mens legeringsmetallerne krom, nikkel, molybdæn, niobium og vanadium er udvundet i miner i henholdsvis i Sydafrika, Ny Kaledonien, USA, Brasilien og Kina. Når danske industrivirksomheder indkøber stålplader som råvarer til en produktion af stålvaske eller rustfri tanke til fødevareindustrien, kan dette kun lade sig gøre, hvis alle led i forsyningskæden for de enkelte metaller fungerer. Svigter produktionen af nogle af disse vigtige metaller, vil det gå ud over fremstillingen af ståltyper, som danske industrivirksomheder anvender til eksempelvis stålvaske eller rustfri tanke, og den danske virksomhed kan blive tvunget til at stoppe produktionen af de produkter, som kræver netop denne type stål. Figuren herover viser tre forenklede forsyningskæder for råstofferne aluminium, kobber og sjældne jordartsmetaller (REE) fra mine til fremstilling af varer.

Råstoofernes vej
Simplificerede forsyningskæder for aluminium, kobber og sjældne jordartsmetaller (REE). Figuren er fra European Round Table of Industrialist, (ERT, 2013).


EU har udpeget en række kritiske mineralerStålproduktion_tabel
Selvom der er tale om en forsimplet fremstilling, viser ovenstående figur tydeligt kompleksiteten i adgangen til mineralske råstoffer. Men er der overhovedet en reel risiko for, at danske virksomheder ikke kan få de mineralske råvarer, som de skal bruge? I i Danmarkved vi pt. kun meget lidt om problemets omfang . Uden for Danmark er der i disse år stort fokus på vurderingen af forsyningsrisikoen for råstofferne. EU-Kommissionen udgav senest i 2014 en vurdering af forsyningsrisiciene for 51 af de mineralske råstoffer, som bruges i EU. Det er kommissionens opfattelse, at 20 af de undersøgte råstoffer har stor økonomisk betydning, og at forsyningsrisikoen for dem er betydelig. Denne gruppe betegnes de kritiske råstoffer.


Fire forhold, der kan true forsyningssikkerheden
Blandt de råstoffer, som EU kommissionen vurderer som forsyningstruede finder man nogle af de metaller, som giver stål dets særlige egenskaber, eksempelvis wolfram, kobolt, krom og niobium. Svigter forsyningerne af disse metaller, vil det påvirke udbuddet af stål, og forsyningerne af stål til danske industrivirksomheder kan blive udsat for hård konkurrence, hvis fx: 1) Hurtigt voksende økonomier og befolkningstal i BRIC-landene og en række asiatiske og afrikanske lande giver stor efterspørgsel på stål til huse, broer, jernbaner, biler m.v. 2) Hvis nye teknologier og nye materialer udløser en efterspørgsel på specielle metaller, som mine- og smeltesektorerne ikke kan nå at omstille sig til en produktion af. Dette var tilfældet for de sjældne jordartsmetaller, som bl.a. bruges til supermagneter, der indgår i næsten al moderne elektronik, fx vindmøller, biler, LED-lys og mobiltelefoner. 3) Forsyningsrisikoen øges, hvis brydning og forarbejdning af råstofferne er koncentreret i få lande, som får monopollignende forhold. Det gælder for 13 af de 20 råstoffer, som er vurderet som kritiske af EU Kommissionen, at mere end 50 % af produktionen kommer fra Kina. 4) Endelig kan de politiske forhold i de lande, som dominerer markedet, øge forsyningsrisikoen, som det blandt andet var tilfældet for kobolt, hvor hovedparten af verdensproduktionen foregik i Congo, der gennem årtier var hærget af borgerkrige.

I de senere år har mineindustrien etableret meget store mineanlæg rundt omkring i verden, som svar på det forventede voksende globale forbrug af jern, aluminium, kobber, zink og magnesium. Men væksten har været mindre end forventet, hvilket har ført til overkapacitet på en række metaller med faldende metalpriser til følge. Så selvom der globalt er stigende behov for stål, er metalpriserne faldet siden 2009 og har ført til lukninger af jernminer i Canada, Australien og Kina. Nye jernmineprojekter har vanskeligt ved at finde investorer, og projekterne skrinlægges, sådan som det også er tilfældet med jernmineprojektet ved Isua i Grønland.

En anden følgevirkning af de lave råvarepriser er, at efterforskningen efter nye forekomster går i stå. Et sandsynligt fremtidsscenarie er derfor, at flere af de store jernminer vil lukke, og der vil kun være fundet meget få nye jernmalmsforekomster. Når efterspørgslen igen stiger, er der derfor en risiko for, at  mineindustrien ikke kan modsvare behovet, og der vil komme en øget international konkurrence om råstofferne. En konkurrence, som Danmark ikke kan være sikker på at vinde.

En helt tredje årsag til en eventuel mangel på råstoffer, skyldes det simple faktum, at mineralske råstoffer ikke gendannes, og derfor kan nogle råstoffer en dag være brugt op! Den problematik er interessant, men ikke relevant for umiddelbare forsyningsrisici. Vi vil behandle dette emne på et senere tidspunkt.

Manglende viden om forsyningsproblemets omfangRaastoffer_supermagneter_tabel
MiMa’s analyse er baseret på statistiske data. Men den statistiske metode giver kun mulighed for at vurdere råstofforbruget for de store råvaregrupper og ret enkle råvarer, hvor råstofferne kan identificeres. Undersøgelsen viste, at industrien køber for 32. mia. kr. mineralske råvarer, hvor råstofferne ikke kan identificeres med de eksisterende statistikker.

De statistiske data giver heller ikke mulighed for at aflæse forbruget af mange af de elektriske komponenter og superstærke magneter, som anvendes i CO2-neutrale teknologier som vindmøller, el-biler, el-cykler m.m. Sådanne magneter har stort indhold af sjældne jordartsmetaller, og netop disse metaller har EU Kommissionen vurderet som særligt kritiske, da Kina dominerer forsyningskæden fra mine til færdigt produkt. De danske vindmølleproducenter er opmærksomme på denne risiko og har etableret egne forsyningskæder og fabrikker i Kina. Mindre virksomheder har ikke denne mulighed – eller viden – og er dermed sårbare over for ændringer i Kinas eksportpolitik på råstofområdet.

Forsyningsproblemets omfang for dansk industri er altså stadig ikke tilstrækkeligt kortlagt. Problemet er ikke et isoleret dansk fænomen; registreringer af køb og salg af råvarer og varer fra og til udlandet følger internationale aftaler om, hvad der skal registreres. Men hvis danske virksomheder skal være sikre på at få adgang til de nødvendige råstoffer i fremtiden, er der behov for mere detaljerede data om bl.a. indkøb af de sjældne jordartsmetaller og andre råstoffer af vital interesse. Kun på den måde kan problemerne analyseres og virksomhederne få mulighed for at indtænke forsyningsrisici som en del af deres forretningsstrategi. Uden sådanne tiltag vil dansk industri tabe i konkurrencen om adgangen til råstofferne og dermed risikere tab af arbejdspladser og eksportindtægter. MiMa vil følge op med undersøgelser af vurderinger af forsyningsrisiko for de danske stålleverancer og vil også undersøge, i hvilket omfang danske virksomheder er sårbare, hvis forsyninger af specialmetaller, herunder sjældne jordartsmetaller, svigter.


Per Kalvig

IKKE I MIN BAGHAVE!

Sand og grus er fundamentale råstoffer i alle moderne samfund, og forbruget vil øges i fremtiden. Indvindingen er ofte i konflikt med andre arealinteresser, særligt i et lille land som Danmark. Trods store mængder af disse råstoffer er det en stor udfordring at sikre den fremtidige forsyning. Forbedret kendskab til, hvor de tilgængelige råstoffer findes og hvor de forbruges, kan bidrage til bedre udnyttelse. Men grusgraven vil altid ligge i nogens baghave!

Den danske mineindustri fylder ikke meget i vores kollektive bevidsthed. De fleste betragter ikke dansk produktion af mineralske råstoffer som minedrift i traditionel forstand. Vi har ikke store huller i jorden eller underjordiske skakter, hvorfra der bores, sprænges og udvindes metaller. Produktionen af de danske råstoffer ses ikke umiddelbart i landskabet i form af høje rygende skorstene og skakttårne ved nedgangen til minerne.  De fleste produktionssteder påkalder sig kun ringe opmærksomhed: spredte grus- og lergrave og indvinding fra havbunden – mest uden for vores synsfelt – og problemer knyttet til råstofbranchen får kun sjældent mediernes opmærksomhed. Fra tid til anden dukker spørgsmålet dog op: Hvorfor skal der indvindes råstoffer netop her hvor jeg bor? Og hvorfor lige her hvor jeg nyder naturen?

Dansk mineralindustri
Normalt hører vi ikke meget om den danske mineralindustri, trods en væsentlig produktion. I 2013 blev der indvundet omkring 32 mio. m3 sand, grus, sten, kridt, kalk, forskellige ler-typer og salt, svarende til at hver dansker havde et forbrug på næsten 6 m3 råstof (figur 1). Uden denne produktion ville vi enten skulle importere den tilsvarende mængde eller undlade at udvikle landet med boliger, butikker, veje, jernbaner, broer, lufthavne o.l., som er det, de danske råstoffer bliver brugt til.

BLOG3_Figur 1

Figur 1: Indvinding af mineralske råstoffer i Danmark i 2012. Figuren viser værdien (mio. kr. på venstre y-akse, og mio. ton på højre y-akse). Kilde: Danmarks Statistik

Sand- og grusproduktionen står for langt det største bidrag af de danske råstoffer, målt i både værdi og volumen, og indvindes fra omkring 625 grusgrave og 100 forskellige områder i de danske farvande, hvor specialiserede skibe indvinder sand og grus fra havbunden.

Næsten alt hvad der indvindes af mineralske råstoffer i Danmark bliver brugt her i landet og anvendes enten direkte eller i forarbejdet form, som fx mursten, asfalt, cement, beton og gødning. Da hovedparten af de danskproducerede råstoffer bruges i bygge- og anlægssektoren, varierer forbruget med de økonomiske konjunkturer og med større offentlige anlægsarbejder som Storebæltsbroen eller Øresundsbroen og en eventuel Femernforbindelse. Råstofindustrien beskæftiger ca. 30.000 mennesker, som arbejder med indvinding, forarbejdning og anvendelse af råstofferne, og omsatte i 2012 for ca. 3,6 milliarder kroner.

Sand og grus – råstoffer med storpolitisk betydning
På globalt plan er sand og grus den største råstofgruppe målt i volumen. United Nations Environment Programme (UNEP) anslår, at verdens samlede produktion af sand og grus i 2014 var i størrelsesordenen 32-50 milliarder tons – og at mere end halvdelen af denne mængde bruges til udbygning af Kinas infrastruktur! Nogle lande bruger desuden meget store mængder af sand og grus til at udbygge de nationale territorier, som fx Singapore, Dubai, Qatar, Bahrain, eller til udbygning af små øer, for derved at opnå suverænitet over et givet havområde. Det er tilfældet i det Sydkinesiske Hav, hvor Kina udbygger meget små øer, med storpolitiske komplikationer til følge. Mange af de råstoffer, der anvendes til disse formål, bliver importeret, fordi landene ikke selv har tilstrækkelige ressourcer.

Mens sand og grus har storpolitisk betydning i visse lande, er betydningen helt overset i andre. I en del udviklingslande betragtes indvinding af sand og grus som noget ret ubetydeligt – et mellemværende der kun angår jordejeren og entreprenøren, der indvinder – og indvindinger foregår i vidt omfang uden om myndighedernes regulering og kontrol. Manglende kontrol med råstofindvinding kan både føre til betydelige og uoprettelige miljøskader. Men den manglende kontrol bevirker også, at der anvendes materialer af ringe kvalitet til forskellige formål, hvilket kan betyde, at styrken i fx betonkonstruktioner er utilstrækkelig med kollaps til følge.

Det danske problem
Sådan foregår det ikke i Danmark. Råstoffer til byggeindustrien skal opfylde en lang række specifikationer, og der anvendes kun kvalitetsmaterialer i bygge- og anlægsindustrien. Indvindingen af råstofferne fra hav og land reguleres af Naturstyrelsen og Regionerne, som sikrer, at indvindingen kun foretages fra særligt godkendte områder og af virksomheder, som er godkendt til denne type erhverv, ligesom der foreligger genoprettelsesplaner for indvindingsområdet efter ophør af produktionen.

I Danmark er problemet snarere, at indvindingen reguleres, uden at der er et samlet kendskab til størrelser, beliggenhed og kvaliteter af de danske råstofressourcer. Dette er ikke nødvendigvis noget problem for kortsigtede prioriteringer. Men uden detaljeret kendskab til ressourcerne er det vanskeligt at foretage langsigtede prioriteringer af et områdes mest hensigtsmæssige anvendelse, og det er vanskeligt at prioritere mellem forskellige områder med samme type råstof.

Fra tid til anden lukkes indvindingsområder i Danmark på grund af miljøforhold knyttet til indvindingen. Men der foretages ikke vurderinger af konsekvensen af en sådan lukning, når indvinding et andet sted skal kompensere for lukningen. Den manglende vurdering beror muligvis på den udbredte opfattelse, at under den danske muld findes alle de råstoffer, vi overhovedet kan ønske os. Men tingene er ikke helt så enkle. I Danmark, som i andre lande, er det de geologiske forhold, som afgør, hvor de mineralske råstoffer findes, og derfor er det langt fra alt under mulden, der kan bruges kommercielt. Og der hvor råstofferne måtte findes, kan de måske ikke indvindes, fordi områderne er udlagt til anden anvendelse.

I et relativt tæt befolket land som Danmark med stor landbrugsproduktion, skove og områder udlagt til naturparker, byer, veje o.l. vil der være mange modsatrettede arealinteresser – og indvinding af råstoffer står normalt langt nede på listen over, hvad de fleste af os ønsker i vores baghave. NIMBY, ”not in my back yard”, som begrebet ofte kaldes, gælder ikke kun for den danske råstofproduktion af sand og grus, men ses også i forbindelse med Europas mineindustri. I Europa bruger vi langt flere metalliske råstoffer, end vi er villige til at producere i ”vores egen baghave”. Således bruger Europa ca. 20 % af den samlede produktion af aluminium, kobber, bly og jern, men producerer selv mindre end 5 % af verdens produktion. Vi lever altså i en forhåbning om, at der andre steder i verden er en større accept af mineralindustriens aktiviteter og dens konsekvenser, end vi har i Europa. Problemstillingen kan genfindes ved indvinding af de danske råstoffer, hvor der er meget lidt viden om, hvad råstofferne bliver anvendt til, og hvor vigtige de er, hvilket betyder, råstofindvindingen kan nedprioriteres til fordel for andre hensyn. Ofte helt legitime hensyn.

Kan de danske råstoffer udnyttes bedre?
Indvinding af råstoffer har selvfølgelig nogle konsekvenser, som skal vurderes, også i Danmark. Men det er vigtigt at vide i forhold til hvad! Hvis det fx besluttes at lukke et indvindingsområde, fordi miljøpåvirkningerne i forbindelse med produktionen skønnes for store, bør denne beslutning afvejes i forhold til de miljøkonsekvenser, som vil opstå, når samme mængde råstoffer i stedet skal indvindes fra et andet område. Herunder bør den miljøbelastning, som er knyttet til transport af råstoffet medregnes, da langt hovedparten af de 27 mio. m3 sand og grus, der blev indvundet i Danmark i 2013, blev transporteret med lastbil fra enten grusgrav eller havn til forbrugerne. Denne transportopgave svarer til, at 1,3 mio. lastbiler hver læsset med 30 tons sand og grus kørte på vejene i 2013. Udbygning af købstædernes havneområder til attraktive boligområder har medført nedlæggelse af mange af de indskibningssteder, som sandsugerne benyttede, og sømaterialer skal derfor også transporteres længere på land end tidligere.

Som indspil til de langsigtede beslutninger om, hvordan vi mest hensigtsmæssigt bruger vores mineralske ressourcer, har Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) gennemført en undersøgelse af, hvor i Danmark de forskellige typer af råstoffer findes, hvilken kvalitet råstoffet har, og hvor sikkert det er påvist: Danske råstofressourcer. Kvantitativ analyse baseret på geologiske og geofysiske data; MiMa Rapport 2015/1. Rapporten udgør Fase 1 af en større undersøgelse af de danske råstofressourcer, deres produktion og anvendelse med det formål at bidrage til en bredere forståelse af råstoffernes betydning og af nødvendigheden af en bæredygtig udnyttelse af de danske råstoffer – også hvis det betyder, at nogle af råstofgravene kommer til at ligge i netop vores baghave.

Per Kalvig

 

LAD DER BLIVE LYS! Mangel på mineralske råstoffer kan forsinke omstilling til grøn energi

’Lad der blive lys!’ Under denne overskrift gennemgår The Economist (17. januar 2015) – med udgangspunkt i de historisk lave oliepriser – mulighederne for at omlægge verdens energiforsyning fra de ”sorte”, fossile energikilder til CO2-neutrale energiteknologier. Dette er helt på linje med den officielle danske strategi for fremtidens energiforsyning (Energistyrelsen).

På verdensplan bidrog de CO2– neutrale teknologier vandkraft, atomkraft, vind, geotermi og solceller i 2013 tilsammen med cirka 13 % af energiforbruget. En global omlægning af energiforsyningen til 100 % CO2-neutrale energikilder vil derfor potentielt være en af menneskehedens helt store bedrifter.

Men et teknologispring væk fra kul, olie og gas er ikke ensbetydende med et farvel til mineralske råstoffer, når det drejer sig om at skaffe strøm og lys. Der skal stadig bruges råstoffer til fremstilling af fx vindmøller, brændselsceller, solceller, biomasseanlæg, jordvarmeanlæg, atomkraft, transmissionsnet, belysning og energiopbevaring (batterier). Dette kræver masser af mineralske råstoffer – og mange forskellige. Nogle af dem omtales ofte som energi-metallerne eller grønne metaller; de bruges typisk i små mængder, men er helt uundværlige.

En vindmølle kræver råstoffer fra mindst 40 forskellige miner
Hvis strømmen eksempelvis skal produceres af en vindmølle, skal der bruges råstoffer til fremstilling af mølletårnet, vingerne og dynamoen. Mølletårnet er konstrueret af stålplader, som består jern og krom. Vingerne, der mest består af glasfiber, fremstilles af kvartssand, kalksten og natriumkarbonat, og til dynamoen skal der bl.a. bruges kobber, jern, bor og sjældne jordartsmetaller. Desuden skal der bruges en lang række specialmetaller til forskellige legeringer, der indgår i møllernes elektriske system.

Vindmølleparker er ofte placeret langt fra hvor strømmen forbruges, hvilket betyder, at strømmen skal sendes fra møllen til forbrugeren via kobberledninger. Et groft skøn tyder på, at der skal være mindst 40 forskellige miner i drift et eller andet sted i verden, for at der kan fremstilles og drives en hel vindmølle. Tilsvarende kræver andre energiteknologier, at der er de rigtige metaller og materialer til rådighed, for at de kan realiseres.

Nye teknologier = nye mineralske råstoffer
Belysning – det vi normalt blot kalder el-pærer – er under hastig udvikling. Bare inden for de senere år har vi skiftet fra de traditionelle glødepærer, til de mere energibesparende fosforescerende pærer (Compact Flourescense Lamp – CFL), som allerede nu er under udfasning til fordel for de endnu mere energibesparende LED-pærer (Light Emitting Diode).

Hver gang belysningsteknologien ændres, sker der også et skift i sammensætningen af materialerne og dermed i efterspørgsel af de mineralske råstoffer, som er nødvendige til de nye teknologier. Til fremstilling af de gammeldags glødepærer blev der bl.a. brugt wolfram, rhenium, bly, kobber og kviksølv; i de fosforescerende pærer (CFL), erstattes wolfram, rhenium og kviksølv især af yttrium og lanthan, som hører til i gruppen af sjældne jordartsmetaller. De nye LED-pærer bruger også sjældne jordartsmetaller, men kun en brøkdel af den mængde, der bruges i CFL-pærer, og der er derfor forventning om, at prisen på fx yttrium vil falde over de næste år. Yttrium spiller en betydelig rolle for økonomien i nogle af de nye mineprojekter med sjældne jordartsmetaller, som påtænkes iværksat uden for Kina, og konsekvensen af skiftet fra CFL- til LED-belysning kan være, at nogle af disse projekter alligevel ikke vil kunne betale sig og derfor ikke kommer i produktion. I stedet kan LED-pærerne give øget efterspørgsel på andre metaller som fx indium og gallium, som produceres som biprodukter til zink og aluminium.

Batteriboom
Der er også brug for metoder til at opbevare energi, for eksempel til at gemme den overskuds-elektricitet, som vindmøllerne producerer, mens det blæser, til tider hvor det ikke blæser. Disse teknologier er kun ved at blive udviklet. Men i vores dagligdag opbevarer vi energi i form af batterier til opladning af alle vores bærbare gadgets, til både el-drevne og konventionelle transportmidler og til mange andre formål.

Batterier er et boomende marked, hvor en rivende teknologisk udvikling forsøger at opfylde kravene til batteriernes funktionalitet: De skal bl.a. være små og lette, kunne levere strøm i lang tid, og samtidig skal de kunne oplades hurtigt og mange gange, uden at det går ud over ydelsen. Derfor kommer der i hastigt tempo nye batterityper på markedet, som bedre opfylder disse krav, og som oven i købet er billigere. Nikkel-cadmium-batterierne (Ni-Cd) blev afløst af nikkel-metal-hydrid-batterier (NiMH), som indeholdt op til op til 10 % sjældne jordartsmetaller. På det seneste er batterityper baseret på lithium, mangan og grafit begyndt at vinde frem til brug for især el-drevne transportmidler. Dermed fortrænges de sjældne jordartsmetaller på dette marked.

Vanskeligt at starte nye miner for specialmetaller
Hver gang der introduceres nye teknologier, har det indflydelse på, hvilke råstoffer der er brug for, og dette har igen indflydelse på den globale minedrift: Nogle miner og selskaber vil kunne drage fordel af teknologi- og markedsændringerne, mens andre vil miste markedsandele for deres produkter og måske blive tvunget til at lukke.

En omlægning af energiforsyningen til CO2-neutrale energikilder er en kæmpe udfordring for mineindustrierne, som skal fremskaffe de mineralske råstoffer, der skal bruges for at kunne erstatte de fossile brændstoffer med grønne energiteknologier. Alene USA’s ambition om at bringe vindmøllebaseret strøm op på 20 % af den samlede energiforsyning vil betyde et årligt forbrug på 1,5 mio. ton stål, 40.000 ton kobber og 380 ton neodymium (USGS, 2011), som skal bruges til fremstilling af vindmøllerne. Hertil kommer behovet for en lang række andre energi-metaller og råstoffer til andre energiteknologier, som skal fremskaffes i løbet af en meget kort årrække. En anden udfordring er, at der forskes i nye energiteknologier som kan vende op og ned på markedet i løbet af kort tid – og dermed kræve nogle helt nye råstoffer.

Netop det faktum, at metaller til brug i energiteknologier skal skaffes hurtigt, kan være et problem, fordi det er vanskeligt at tiltrække investorer til efterforskning og udvinding af disse specielle råstoffer, som ofte kun bruges i små mængder (globale produktion under 1000 ton om året for flere af dem). Til sammenligning produceres der årligt cirka 18 mio. ton kobber. Markedet for energi-metaller er altså relativt begrænset, men meget dynamisk, hvilket betyder, at nye teknologier kan gøre metallet overflødigt, inden investeringer i nye mineanlæg er afskrevet.

Markedsusikkerhed er gift for investeringer og kan gøre det vanskeligt at finde finansiering til etablering af nye miner og forarbejdningsanlæg for energi-metaller. Følgen kan i værste fald blive, at der ikke åbner nye miner i tilstrækkeligt omfang, og der opstår mangel på visse metaller. Derfor kan omstillingsprocessen til CO2 –neutral energiteknologi blive knap så nem og hurtig, som mange håber på.

Per Kalvig