Archive for month: november, 2015

Mange danske industrivirksomheder er sårbare, hvis forsyningerne af råstoffer fra fx niobiumminerne i Brasilien, kromminerne i Sydafrika eller minerne med sjældne jordartsmetaller i Kina svigter. Problemets omfang er ukendt på grund statistiske mangler.

Sådan lyder en af konklusionerne på en ny undersøgelse fra Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa). MiMa har undersøgt dansk industris forbrug af mineralske råstoffer for at vurdere, hvad det vil betyde for samfundsøkonomien, hvis industrien en dag ikke kan skaffe de nødvendige råstoffer.

Stigende befolkningstal øger presset på verdens råstofressourcer
Befolkningstallet i verden stiger, og en hurtigt voksende middelklasse i Asien og Afrika efterspørger i dag de samme forbrugsgoder, som befolkningerne i Vesten i årtier har taget for givet. Det medfører øget efterspørgsel på mineralske råstoffer. Samtidig bruger industrien et stigende antal nye materialer og metallegeringer – blandt andet til CO₂-neutrale teknologier – og det øger efterspørgslen på og konkurrencen om adgangen til specielle metaller. Derfor er både internationale organisationer, nationale myndigheder og virksomheder begyndt at undersøge industriens råstofforbrug for at vurdere råstoffernes samfundsøkonomiske betydning og risikoen for, at der kan opstå svigt i forsyningen af visse råstoffer. Med en sådan viden kan der formuleres politiker med henblik på at afværge uhensigtsmæssige følger deraf.

For danske såvel som udenlandske virksomheder gælder, at de mineralske råstoffer, de anvender, kommer fra flere hundrede miner fordelt over det meste af verden. Men inden råstofferne når frem til virksomhederne, er mineralerne først blevet forarbejdet til råstoffer med netop de egenskaber, industrien har brug i deres produktion: fx er jernmalm blevet forarbejdet til stål, kobbermalm til messing og titan til hvid maling osv.

Virksomheder er ikke opmærksomme på risikoen for forsyningssvigt
Kun få danske industrivirksomheder er opmærksomme på de forsyningsrisici, der er knyttet til deres forbrug af råstoffer. MiMa’s undersøgelse peger på, at jern, aluminium og nikkel har størst økonomisk betydning for industrien, når det drejer sig om indkøb og omsætning af mineralske råstoffer, mens legeringsmetaller til stål og sjældne jordartsmetaller er råstoffer, som bør følges nøje. Undersøgelsen viser også, at de statistiske data er utilstrækkelige til at kortlægge problemets omfang. Det faktiske omfang af Danmarks sårbarhed i tilfælde af en råstofforsyningskrise kan dog ikke kortlægges med de data, der er til rådighed i dag.

Råvarerne har stor betydning for beskæftigelse og eksport
Hvert år indkøber dansk industri for ca. 32 mia. kr. af mineralske råvarer, som bruges til fremstilling af fx termostater, vinduer og vindmøller for blot at nævne nogle få. En stor del af disse varer bidrager både med arbejdspladser og eksportindtægter. MiMa’s analyse viser, at den afledte effekt af de mineralske råvarer giver et bidrag svarende til omkring 57.000 fuldtidsansatte og eksportindtægter på 42 mia. kr. om året.

Det fremgår, at industrien først og fremmest køber jern (15,4 mia. kr.), aluminium (4,8 mia.kr), nikkel (3,9 mia. kr.) og kobber (1,4 mia. kr.), og at hovedparten af disse råvarer indkøbes i form af halvfabrikata, fx forskellige typer af stål. To industribrancher – metalindustrien og metalvareindustrien – står for langt det største indkøb. Det er fx virksomheder, der producerer avancerede stålkonstruktioner til vindmøller og platforme til olieudvinding eller udstyr til vandforsyning og spildevandshåndtering.

Ser man derimod på råvarernes betydning for beskæftigelse og eksport, målt i forhold til hver krone der er købt råvarer for, fremgår det, at især bor, kobber, titan og fosfor bidrager til eksportindtægterne, mens svovl og kalium giver et stort bidrag til beskæftigelsen.

Råstoffernes vej til Danmark er betinget af velsmurte globale forsyningskæder
Råstoffernes forsyningskæder fra minedrift til de forarbejdede råvarer, som danske virksomheder køber, er meget komplekse. I et forsimplet eksempel kan man forestille sig, at en rustfri stålplade, som købes af en dansk virksomhed, er fremstillet på et stålværk i Tyskland, og dette stålværk måske har indkøbt jernmalm fra Australien, mens legeringsmetallerne krom, nikkel, molybdæn, niobium og vanadium er udvundet i miner i henholdsvis i Sydafrika, Ny Kaledonien, USA, Brasilien og Kina. Når danske industrivirksomheder indkøber stålplader som råvarer til en produktion af stålvaske eller rustfri tanke til fødevareindustrien, kan dette kun lade sig gøre, hvis alle led i forsyningskæden for de enkelte metaller fungerer. Svigter produktionen af nogle af disse vigtige metaller, vil det gå ud over fremstillingen af ståltyper, som danske industrivirksomheder anvender til eksempelvis stålvaske eller rustfri tanke, og den danske virksomhed kan blive tvunget til at stoppe produktionen af de produkter, som kræver netop denne type stål. Figuren herover viser tre forenklede forsyningskæder for råstofferne aluminium, kobber og sjældne jordartsmetaller (REE) fra mine til fremstilling af varer.

Simplificerede forsyningskæder for aluminium, kobber og sjældne jordartsmetaller (REE). Figuren er fra European Round Table of Industrialist, (ERT, 2013).

EU har udpeget en række kritiske mineraler
Selvom der er tale om en forsimplet fremstilling, viser ovenstående figur tydeligt kompleksiteten i adgangen til mineralske råstoffer. Men er der overhovedet en reel risiko for, at danske virksomheder ikke kan få de mineralske råvarer, som de skal bruge? I i Danmarkved vi pt. kun meget lidt om problemets omfang . Uden for Danmark er der i disse år stort fokus på vurderingen af forsyningsrisikoen for råstofferne. EU-Kommissionen udgav senest i 2014 en vurdering af forsyningsrisiciene for 51 af de mineralske råstoffer, som bruges i EU. Det er kommissionens opfattelse, at 20 af de undersøgte råstoffer har stor økonomisk betydning, og at forsyningsrisikoen for dem er betydelig. Denne gruppe betegnes de kritiske råstoffer.

Fire forhold, der kan true forsyningssikkerheden
Blandt de råstoffer, som EU kommissionen vurderer som forsyningstruede finder man nogle af de metaller, som giver stål dets særlige egenskaber, eksempelvis wolfram, kobolt, krom og niobium. Svigter forsyningerne af disse metaller, vil det påvirke udbuddet af stål, og forsyningerne af stål til danske industrivirksomheder kan blive udsat for hård konkurrence, hvis fx: 1) Hurtigt voksende økonomier og befolkningstal i BRIC-landene og en række asiatiske og afrikanske lande giver stor efterspørgsel på stål til huse, broer, jernbaner, biler m.v. 2) Hvis nye teknologier og nye materialer udløser en efterspørgsel på specielle metaller, som mine- og smeltesektorerne ikke kan nå at omstille sig til en produktion af. Dette var tilfældet for de sjældne jordartsmetaller, som bl.a. bruges til supermagneter, der indgår i næsten al moderne elektronik, fx vindmøller, biler, LED-lys og mobiltelefoner. 3) Forsyningsrisikoen øges, hvis brydning og forarbejdning af råstofferne er koncentreret i få lande, som får monopollignende forhold. Det gælder for 13 af de 20 råstoffer, som er vurderet som kritiske af EU Kommissionen, at mere end 50 % af produktionen kommer fra Kina. 4) Endelig kan de politiske forhold i de lande, som dominerer markedet, øge forsyningsrisikoen, som det blandt andet var tilfældet for kobolt, hvor hovedparten af verdensproduktionen foregik i Congo, der gennem årtier var hærget af borgerkrige.

I de senere år har mineindustrien etableret meget store mineanlæg rundt omkring i verden, som svar på det forventede voksende globale forbrug af jern, aluminium, kobber, zink og magnesium. Men væksten har været mindre end forventet, hvilket har ført til overkapacitet på en række metaller med faldende metalpriser til følge. Så selvom der globalt er stigende behov for stål, er metalpriserne faldet siden 2009 og har ført til lukninger af jernminer i Canada, Australien og Kina. Nye jernmineprojekter har vanskeligt ved at finde investorer, og projekterne skrinlægges, sådan som det også er tilfældet med jernmineprojektet ved Isua i Grønland.

En anden følgevirkning af de lave råvarepriser er, at efterforskningen efter nye forekomster går i stå. Et sandsynligt fremtidsscenarie er derfor, at flere af de store jernminer vil lukke, og der vil kun være fundet meget få nye jernmalmsforekomster. Når efterspørgslen igen stiger, er der derfor en risiko for, at  mineindustrien ikke kan modsvare behovet, og der vil komme en øget international konkurrence om råstofferne. En konkurrence, som Danmark ikke kan være sikker på at vinde.

En helt tredje årsag til en eventuel mangel på råstoffer, skyldes det simple faktum, at mineralske råstoffer ikke gendannes, og derfor kan nogle råstoffer en dag være brugt op! Den problematik er interessant, men ikke relevant for umiddelbare forsyningsrisici. Vi vil behandle dette emne på et senere tidspunkt.

Manglende viden om forsyningsproblemets omfang
MiMa’s analyse er baseret på statistiske data. Men den statistiske metode giver kun mulighed for at vurdere råstofforbruget for de store råvaregrupper og ret enkle råvarer, hvor råstofferne kan identificeres. Undersøgelsen viste, at industrien køber for 32. mia. kr. mineralske råvarer, hvor råstofferne ikke kan identificeres med de eksisterende statistikker.

De statistiske data giver heller ikke mulighed for at aflæse forbruget af mange af de elektriske komponenter og superstærke magneter, som anvendes i CO₂-neutrale teknologier som vindmøller, el-biler, el-cykler m.m. Sådanne magneter har stort indhold af sjældne jordartsmetaller, og netop disse metaller har EU Kommissionen vurderet som særligt kritiske, da Kina dominerer forsyningskæden fra mine til færdigt produkt. De danske vindmølleproducenter er opmærksomme på denne risiko og har etableret egne forsyningskæder og fabrikker i Kina. Mindre virksomheder har ikke denne mulighed – eller viden – og er dermed sårbare over for ændringer i Kinas eksportpolitik på råstofområdet.

Forsyningsproblemets omfang for dansk industri er altså stadig ikke tilstrækkeligt kortlagt. Problemet er ikke et isoleret dansk fænomen; registreringer af køb og salg af råvarer og varer fra og til udlandet følger internationale aftaler om, hvad der skal registreres. Men hvis danske virksomheder skal være sikre på at få adgang til de nødvendige råstoffer i fremtiden, er der behov for mere detaljerede data om bl.a. indkøb af de sjældne jordartsmetaller og andre råstoffer af vital interesse. Kun på den måde kan problemerne analyseres og virksomhederne få mulighed for at indtænke forsyningsrisici som en del af deres forretningsstrategi. Uden sådanne tiltag vil dansk industri tabe i konkurrencen om adgangen til råstofferne og dermed risikere tab af arbejdspladser og eksportindtægter. MiMa vil følge op med undersøgelser af vurderinger af forsyningsrisiko for de danske stålleverancer og vil også undersøge, i hvilket omfang danske virksomheder er sårbare, hvis forsyninger af specialmetaller, herunder sjældne jordartsmetaller, svigter.

Per Kalvig