Vi er alle forbrugere – også af mineralske råstoffer

Mange af os er efterhånden bevidste forbrugere af fødevarer, tøj, biler, TV, computere og tusind andre ting. Vi checker indholdsfortegnelser og godkendelsesordninger med hensyn til, hvordan varen er produceret, så disse oplysninger kan indgå i vores valg af, hvad vi vil købe eller ikke købe. Oplysninger om, hvilke mineralske råstoffer der er anvendt, indgår kun sjældent i vores beslutninger om hvad vi køber. Burde de det?

Lidt forsimplet kan man sige, at vi mennesker er forbrugere af to typer råstoffer – dem der kan dyrkes, og dem vi er nødt til at grave op af jorden. De to råstofgrupper adskiller sig fra hinanden ved, at den første kan produceres løbende, mens den anden gruppe – de mineralske råstoffer og energiråstofferne – ikke gendannes.

Det fører nødvendigvis til spørgsmålet: Er vi ved at løbe tør for råstoffer? Netop det spørgsmål har optaget filosofferne i flere hundrede år, og særligt i de sidste 50 år efter at Club of Rome i 1972 satte spørgsmålet om en mulig fremtidig mangel på råstoffer på den internationale dagsorden. I 1980erne fulgte Gro Harlem Brundtland op med henstillinger om at bruge ressourcerne bæredygtigt, så der også vil være råstoffer til vore efterkommere. Vi vil i et senere blog-indlæg vende tilbage til dette spørgsmål.

 

Råstoffer og forbrug

Når de mineralske råstoffer er vigtige at beskæftige sig med, skyldes det, at langt de fleste af de varer vi køber, og næsten alt hvad vi omgiver os med, er fremstillet af råstoffer, som kommer fra minedrift. Fx er vi forbrugere af guld, når vi køber smykker; titan, når vi køber brillestel og sjældne jordartsmetaller, når vi køber mobiltelefoner. Indirekte bruger vi råstoffer når vi spiser kød og brød, for gødning (fosfor) er en forudsætning for at producere madvarerne.

Hovedparten af råstofferne bruger vi til opbygning af den fælles infrastruktur, til fremstilling af broer, veje, huse, biler, tog, skibe og fly, el-ledninger og vindmøller i form af stål, skærver, mursten, maling, glasruder, glasfiber, cement, beton eller som aluminium og magnesium i fly og biler. Når man derfor foretager opgørelser over, hvor mange ton råstoffer vi anvender som enkeltpersoner, skal disse betydelige kollektive poster også regnes med.

En engelsk undersøgelse viste, at  en englænder årligt forbruger ca. 240 kg stål, 10 kg aluminium, 7 kg kobber og 4 kg zink;  tallene er fra 2012 og svarer nok nogenlunde til danske forhold. I moderne samfund er forbruget af sand og grus ikke overraskende det betydeligste råstof; i Danmark brugte vi i 2013 hver især ca. 7 tons.

 

Sammensatte forbrugsvarer = komplekse forsyningsveje

Langt de fleste varer er sammensat af mange forskellige råstoffer, som igen er sammensat af forskellige kemiske grundstoffer. En mobiltelefon består således af omkring 60 forskellige grundstoffer. Almindeligvis producerer en mine ét til to grundstoffer, og derfor ,skal cirka 40 forskellige miner være i produktion for at skaffe  råstofferne til en mobiltelefon. Og det er bare én af de tusindvis af varer, som vores hverdag er fyldt med.

Intet land producerer alle de råstoffer, der skal bruges i en mobiltelefon; højst sandsynligt stammer råstofferne i en mobiltelefon fra omkring 20 forskellige lande. Mineralerne fra minerne i disse lande skal først transporteres til fabrikker, som forarbejder mineralerne til materialer, som mobiltelefonproducenterne skal bruge. Betingelsen for at kunne lave en mobiltelefon er derfor, at en række komplicerede forsyningskæder spiller sammen.

 

Kritiske råstoffer

Verden oplever en hurtigt voksende efterspørgsel på råstoffer. Det skyldes især, at verdens befolkning øges med ca. 1 mio. mennesker per uge, og at der er en stigende urbanisering og voksende middelklasse i lande som Brasilien, Indien, Kina, Sydafrika og Indonesien. Hertil kommer, at mange nye teknologier (kommunikation, grøn energi mv.) kræver nye typer af materialer og grundstoffer, som ikke tidligere har været udnyttet. Det har betydet, at forbruget af råstoffer er steget, og der skal derfor findes nye forekomster af råstoffer. Det er en geologisk udfordring.

Mange af de produkter, vi anser for selvfølgelige, kan kun produceres, hvis der ikke opstår problemer i råstoffernes forsyningskæde. Men det gør der fra tid til anden, og politikere og regeringer har i stigende grad indset, at der er grund til at holde et vågent øje med forsyningen af mineralske råstoffer. De mineralske råstoffer, som har særlig stor samfundsøkonomisk betydning, og som antages at rumme en forsyningsrisiko, betragtes som kritiske. I EU har man peget på 20 råstoffer som vurderes for kritiske herunder bl.a. sjældne jordartsmetaller, wolfram og grafit. Det skyldes blandt andet, at nogle af de lande, der har stort råstofforbrug, reserverer deres produktion til eget forbrug. Særligt tydeligt har dette været for en række af de råstoffer, som Kina udvinder og anvender i egne industrier. Det mest kendte eksempel er netop de sjældne jordartsmetaller, som er nødvendige i mobiltelefoner og i andre  moderne kommunikations- og energiteknologier.

 

Fælles ejendom – fælles ansvar

Da miner er knyttet til de geologiske forhold, er forekomster af fx jern, guld, kobber og zink ikke jævnt fordelt, og nogle lande er derfor bedre stillet end andre, men ingen lande har tilstrækkelige råstoffer og forarbejdningsanlæg til at dække egne behov.

Forvaltning af jordens ressourcer er et samfundsanliggende, og implementeringen af de principper, nationale og internationale, der ligger til grund for udnyttelsen, har irreversible konsekvenser. Det er ikke overraskende, at begrebet bæredygtighed nu også omfatter minedrift og ressourceforvaltning. Der findes ikke et mineselskab, som ikke anfører, at selskabet anvender bæredygtige principper i driften. Men hvis bæredygtighedsbegrebet i minedrift skal give mening, kræver det en bred diskussion blandt råstofinteressenter, økonomer, filosoffer og politikere af, hvad vi egentlig mener, når vi taler om, at noget er bæredygtigt.

Det er næppe muligt at deklarere alle råstoffer, der indgår i eksempelvis en mobiltelefon. Men der er behov for mere viden om forbruget af råstoffer blandt os forbrugere, så vi kan tage beslutninger på et informeret grundlag, og så mobiltelefonen ikke bare ryger i skuffen eller skraldespanden, når en ny model kommer på markedet. Det er alles ansvar at at sikre, at der er råstoffer til fremtidige generationer.

Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) er etableret for at bidrage til information om samfundets afhængighed af mineralske råstoffer og materialer. Med dette – første – blogindlæg inviterer MiMa til debat om spørgsmål knyttet til råstoffer, fremtidens forsyninger, reserveopgørelser, bæredygtighed og genanvendelse. Vi vil selv fremover med jævne mellemrum forsøge at bidrage til debatten.

 

Per Kalvig