MiMa Faktablad - Fakta om råstoffet - Guld

MiMa Faktablad nr. 2, december 2014

Guld (Au)

 

 

 

 

 

 

 

Guld er verdens vigtigste ædelmetal – for smykkeindustrien såvel som for bank- og investeringsbranchen. Guld anvendes nemlig, ud over til fremstilling af smykker, som sikker investering under økonomiske kriser. Gulds særlige egenskaber gør det dog også til et vigtigt industrielt råstof. Historisk set har der altid været stor interesse for det gyldne metal – kilder peger på, at guld har været betragtet som værdifuldt materiale de sidste 6.000 år. Som grundstof i Jordens skorpe er guld relativt sjældent med ret begrænsede kendte geologiske reserver, men da metallet udvindes og forarbejdes i mange lande, og der findes store mængder udvundet guld gemt som økonomiske reserver, er forsyningssikkerheden ikke desto mindre høj. I sin funktion af investeringsobjekt og valutareserve er prisen på guld meget afhængig af verdensøkonomien, og generelt er faldende guldpriser et tegn på bedring i økonomien.