IKKE I MIN BAGHAVE!

Sand og grus er fundamentale råstoffer i alle moderne samfund, og forbruget vil øges i fremtiden. Indvindingen er ofte i konflikt med andre arealinteresser, særligt i et lille land som Danmark. Trods store mængder af disse råstoffer er det en stor udfordring at sikre den fremtidige forsyning. Forbedret kendskab til, hvor de tilgængelige råstoffer findes og hvor de forbruges, kan bidrage til bedre udnyttelse. Men grusgraven vil altid ligge i nogens baghave!

Den danske mineindustri fylder ikke meget i vores kollektive bevidsthed. De fleste betragter ikke dansk produktion af mineralske råstoffer som minedrift i traditionel forstand. Vi har ikke store huller i jorden eller underjordiske skakter, hvorfra der bores, sprænges og udvindes metaller. Produktionen af de danske råstoffer ses ikke umiddelbart i landskabet i form af høje rygende skorstene og skakttårne ved nedgangen til minerne.  De fleste produktionssteder påkalder sig kun ringe opmærksomhed: spredte grus- og lergrave og indvinding fra havbunden – mest uden for vores synsfelt – og problemer knyttet til råstofbranchen får kun sjældent mediernes opmærksomhed. Fra tid til anden dukker spørgsmålet dog op: Hvorfor skal der indvindes råstoffer netop her hvor jeg bor? Og hvorfor lige her hvor jeg nyder naturen?

Dansk mineralindustri
Normalt hører vi ikke meget om den danske mineralindustri, trods en væsentlig produktion. I 2013 blev der indvundet omkring 32 mio. m3 sand, grus, sten, kridt, kalk, forskellige ler-typer og salt, svarende til at hver dansker havde et forbrug på næsten 6 m3 råstof (figur 1). Uden denne produktion ville vi enten skulle importere den tilsvarende mængde eller undlade at udvikle landet med boliger, butikker, veje, jernbaner, broer, lufthavne o.l., som er det, de danske råstoffer bliver brugt til.

BLOG3_Figur 1

Figur 1: Indvinding af mineralske råstoffer i Danmark i 2012. Figuren viser værdien (mio. kr. på venstre y-akse, og mio. ton på højre y-akse). Kilde: Danmarks Statistik

Sand- og grusproduktionen står for langt det største bidrag af de danske råstoffer, målt i både værdi og volumen, og indvindes fra omkring 625 grusgrave og 100 forskellige områder i de danske farvande, hvor specialiserede skibe indvinder sand og grus fra havbunden.

Næsten alt hvad der indvindes af mineralske råstoffer i Danmark bliver brugt her i landet og anvendes enten direkte eller i forarbejdet form, som fx mursten, asfalt, cement, beton og gødning. Da hovedparten af de danskproducerede råstoffer bruges i bygge- og anlægssektoren, varierer forbruget med de økonomiske konjunkturer og med større offentlige anlægsarbejder som Storebæltsbroen eller Øresundsbroen og en eventuel Femernforbindelse. Råstofindustrien beskæftiger ca. 30.000 mennesker, som arbejder med indvinding, forarbejdning og anvendelse af råstofferne, og omsatte i 2012 for ca. 3,6 milliarder kroner.

Sand og grus – råstoffer med storpolitisk betydning
På globalt plan er sand og grus den største råstofgruppe målt i volumen. United Nations Environment Programme (UNEP) anslår, at verdens samlede produktion af sand og grus i 2014 var i størrelsesordenen 32-50 milliarder tons – og at mere end halvdelen af denne mængde bruges til udbygning af Kinas infrastruktur! Nogle lande bruger desuden meget store mængder af sand og grus til at udbygge de nationale territorier, som fx Singapore, Dubai, Qatar, Bahrain, eller til udbygning af små øer, for derved at opnå suverænitet over et givet havområde. Det er tilfældet i det Sydkinesiske Hav, hvor Kina udbygger meget små øer, med storpolitiske komplikationer til følge. Mange af de råstoffer, der anvendes til disse formål, bliver importeret, fordi landene ikke selv har tilstrækkelige ressourcer.

Mens sand og grus har storpolitisk betydning i visse lande, er betydningen helt overset i andre. I en del udviklingslande betragtes indvinding af sand og grus som noget ret ubetydeligt – et mellemværende der kun angår jordejeren og entreprenøren, der indvinder – og indvindinger foregår i vidt omfang uden om myndighedernes regulering og kontrol. Manglende kontrol med råstofindvinding kan både føre til betydelige og uoprettelige miljøskader. Men den manglende kontrol bevirker også, at der anvendes materialer af ringe kvalitet til forskellige formål, hvilket kan betyde, at styrken i fx betonkonstruktioner er utilstrækkelig med kollaps til følge.

Det danske problem
Sådan foregår det ikke i Danmark. Råstoffer til byggeindustrien skal opfylde en lang række specifikationer, og der anvendes kun kvalitetsmaterialer i bygge- og anlægsindustrien. Indvindingen af råstofferne fra hav og land reguleres af Naturstyrelsen og Regionerne, som sikrer, at indvindingen kun foretages fra særligt godkendte områder og af virksomheder, som er godkendt til denne type erhverv, ligesom der foreligger genoprettelsesplaner for indvindingsområdet efter ophør af produktionen.

I Danmark er problemet snarere, at indvindingen reguleres, uden at der er et samlet kendskab til størrelser, beliggenhed og kvaliteter af de danske råstofressourcer. Dette er ikke nødvendigvis noget problem for kortsigtede prioriteringer. Men uden detaljeret kendskab til ressourcerne er det vanskeligt at foretage langsigtede prioriteringer af et områdes mest hensigtsmæssige anvendelse, og det er vanskeligt at prioritere mellem forskellige områder med samme type råstof.

Fra tid til anden lukkes indvindingsområder i Danmark på grund af miljøforhold knyttet til indvindingen. Men der foretages ikke vurderinger af konsekvensen af en sådan lukning, når indvinding et andet sted skal kompensere for lukningen. Den manglende vurdering beror muligvis på den udbredte opfattelse, at under den danske muld findes alle de råstoffer, vi overhovedet kan ønske os. Men tingene er ikke helt så enkle. I Danmark, som i andre lande, er det de geologiske forhold, som afgør, hvor de mineralske råstoffer findes, og derfor er det langt fra alt under mulden, der kan bruges kommercielt. Og der hvor råstofferne måtte findes, kan de måske ikke indvindes, fordi områderne er udlagt til anden anvendelse.

I et relativt tæt befolket land som Danmark med stor landbrugsproduktion, skove og områder udlagt til naturparker, byer, veje o.l. vil der være mange modsatrettede arealinteresser – og indvinding af råstoffer står normalt langt nede på listen over, hvad de fleste af os ønsker i vores baghave. NIMBY, ”not in my back yard”, som begrebet ofte kaldes, gælder ikke kun for den danske råstofproduktion af sand og grus, men ses også i forbindelse med Europas mineindustri. I Europa bruger vi langt flere metalliske råstoffer, end vi er villige til at producere i ”vores egen baghave”. Således bruger Europa ca. 20 % af den samlede produktion af aluminium, kobber, bly og jern, men producerer selv mindre end 5 % af verdens produktion. Vi lever altså i en forhåbning om, at der andre steder i verden er en større accept af mineralindustriens aktiviteter og dens konsekvenser, end vi har i Europa. Problemstillingen kan genfindes ved indvinding af de danske råstoffer, hvor der er meget lidt viden om, hvad råstofferne bliver anvendt til, og hvor vigtige de er, hvilket betyder, råstofindvindingen kan nedprioriteres til fordel for andre hensyn. Ofte helt legitime hensyn.

Kan de danske råstoffer udnyttes bedre?
Indvinding af råstoffer har selvfølgelig nogle konsekvenser, som skal vurderes, også i Danmark. Men det er vigtigt at vide i forhold til hvad! Hvis det fx besluttes at lukke et indvindingsområde, fordi miljøpåvirkningerne i forbindelse med produktionen skønnes for store, bør denne beslutning afvejes i forhold til de miljøkonsekvenser, som vil opstå, når samme mængde råstoffer i stedet skal indvindes fra et andet område. Herunder bør den miljøbelastning, som er knyttet til transport af råstoffet medregnes, da langt hovedparten af de 27 mio. m3 sand og grus, der blev indvundet i Danmark i 2013, blev transporteret med lastbil fra enten grusgrav eller havn til forbrugerne. Denne transportopgave svarer til, at 1,3 mio. lastbiler hver læsset med 30 tons sand og grus kørte på vejene i 2013. Udbygning af købstædernes havneområder til attraktive boligområder har medført nedlæggelse af mange af de indskibningssteder, som sandsugerne benyttede, og sømaterialer skal derfor også transporteres længere på land end tidligere.

Som indspil til de langsigtede beslutninger om, hvordan vi mest hensigtsmæssigt bruger vores mineralske ressourcer, har Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer (MiMa) gennemført en undersøgelse af, hvor i Danmark de forskellige typer af råstoffer findes, hvilken kvalitet råstoffet har, og hvor sikkert det er påvist: Danske råstofressourcer. Kvantitativ analyse baseret på geologiske og geofysiske data; MiMa Rapport 2015/1. Rapporten udgør Fase 1 af en større undersøgelse af de danske råstofressourcer, deres produktion og anvendelse med det formål at bidrage til en bredere forståelse af råstoffernes betydning og af nødvendigheden af en bæredygtig udnyttelse af de danske råstoffer – også hvis det betyder, at nogle af råstofgravene kommer til at ligge i netop vores baghave.

Per Kalvig

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload the CAPTCHA.